Bjerringbro: Morten Laursen, der er uddeler hos SuperBrugsen i Bjerringbro var ganske godt tilfreds med det store beløb, han fredag eftermiddag overrakte til forretningsfører hos Bjerringbro FH, Henrik Banghøi - penge der kommer fra OK Benzin og naturligvis de mange kunder, der hver dag tanker der.
57.370,85 kroner stod der helt nøjagtigt på checken, og det er et af de største beløb, som OK Benzin har overrakt håndboldklubben på én gang.
- Beløbet er steget støt og roligt gennem tiden, og det er naturligvis dejligt at få ekstra hjælp til at dække vores udgifter til redskaber med mere til de unge håndboldspillere, fortæller Henrik Bangshøi og fortsætter:
- Særligt de helt små håndboldspillere, som U4, bruger en hel del flere utraditionelle redskaber, når de træner, fordi der er mere leg involveret og dermed har de også behov for andet end en bold.
Med uddelingen af denne check var der også nået et særligt mål. Siden 2005 har OK Benzin givet penge til BFH en gang om året, og lige nøjagtigt i år har man sammenlagt rundet en halv million kroner.
Morten Laursen er rigtig glad for, at SuperBrugsen og OK Benzin kan støtte op om den lokale idræt.
- Jeg har altid selv dyrket sport i lokale idrætsforeninger og ved, hvor vigtigt det er, at byen og lokalområdet hjælper hinanden med at bedre forholdene for de lokale idrætsforeninger. Det handler om at spille hinanden gode, og vi er stolte af, her i SuperBrugsen, at kunne hjælpe lokalsporten og ungdommen i Bjerringbro, siger Morten Laursen.