Josephine Nordstrøm, Line Gyldenløve og resten af det danske landshold i strandhåndbold sikrede sig for første gang nogensinde EM-guld efter finalesejr over Ungarn.
Polen: Både Bjerringbro FH og Viborg HK kan godt gøre sig klar til at tage imod intet mindre end en europamester.
Søndag eftermiddag var Viborg HK's målmand Josephine Nordstrøm og Bjerringbro FH's målmaskine Line Gyldenløve Kristensen sammen med det kvindelige danske landshold i strandhåndbold i finalen ved EM, der i denne uge er blevet afviklet i Polen.
Modstanderen var Ungarn, og det danske hold vandt først sæt sikkert med 18-12, mens andet sæt blev særdeles dramatisk. Danskerne var længe bagud, men fik blandt andet efter et par redninger af Josephine Nordstrøm og et par gode scoringer af Line Gyldenløve bragt sig tilbage i kampen.
Danskerne tog teten, men kunne ikke ryste ungarerne af. Danmark havde bolden ved stillingen 22-22 med få sekunder igen og kunne lukke kampen med en scoring. Danskerne smed dog først bolden væk, men det samme gjorde Ungarn. Danmark brændte derefter sit forsøg i første omgang, men fik samlet bolden op og scoret i allersidste sekund, hvilket skabte vild jubel blandt de danske piger.
Guldet er Danmarks første EM-guld. Line Gyldenløve har tidligere vundet EM-sølv med Danmark, mens Josephine Nordstrøm var debutant ved denne slutrunde.