Onsdag formiddag fik Energimuseet et nyt, og ganske friskt, legeredskab leveret med lastbil og kran.
Tange: Energimuseet fik onsdag en ny beboer i form af et ældre egetræ, der venligst var blevet doneret af af Jan Kennov fra Thorning ved Kjellerup. Han havde fået installeret solceller på sit tag og måtte nu konstatere, at det gamle egetræ desværre skyggede for dem.
Energimuseet i Tange havde efterlyst et sådan træ via facebook, og efter at de var blevet kontaktet af Jan Kennov blev aftalen, at træet skulle flyttes onsdag den 4. juli.
Der var derfor store forventninger, da lastbilen med egetræet trillede ind på Energimuseets grund ved 11-tiden onsdag og blev anvist til at køre hen på det grønne areal, der ligger til venstre for selve museet.
Med en stor kran, samt hjælp fra fem friske elever fra Havredal Praktiske Uddannelser, blev træet løftet af lastbilen og, efter lidt snak vedrørende den helt rigtige vinkel, placere på græsplænen der fremadrettet skal anvendes som både legeplads og formidlingsområde.
- Egetræet får to formål her på museet. Dels skal det slet og ret være et legeredskab for børn og indgå i det nye lege- og aktivitetsområde, vi er ved at opbygge på plænen, og dels skal det bruges til formidling omkring klima og grøn omstilling, fortæller Emil Nielsen, der er museumsformidler på Energimuseet.
Museet satser stort på besøg fra børnefamilierne, og derfor er det enormt vigtigt, at formidling foregår på enkel og sjov måde.
Efter en ti-minutters tid var stammen kommet på plads, og faglærer på Havredal, John Hviid, kravlede en tur rundt i træet for at sikre at alle grenene ville kunne holde til, når gæsterne, primært børn, begynder at boltre sig i egetræet.