Elever fra MammenFri hjalp i weekenden med at indsamle agern til HedeDanmark. Eleverne bliver betalt pr. kg. frø, de samler, og både den grønne virksomhed og friskolen håber på, at agern-samlingen kan blive en årlig tradition
Mammen: Laugesen Plantage i udkanten af Bjerringbro genlød lørdag formiddag af stemmer, da omkring 30 elever og forældre fra 8. og 9. klasse på MammenFri brugte deres fridag på at støvsuge skovbunden for agern.
Egetræerne i plantagen har henover september måned drysset de værdifulde frø over et område på cirka én hektar, og det kræver mange hænder at samle alle egetræets frø, før de enten bliver spist af dyr eller begynder at spire.
- Hvis ikke eleverne havde hjulpet mig, havde jeg hyret en to-tre mand over længere tid til at indsamle agern. Der er lidt mere perspektiv i at få hjælp af de unge mennesker og samtidig kunne præge nogle unge hoveder. Her får de en større forståelse for, hvad der går forud for, at ny skov kommer til, siger afdelingschef i HedeDanmarks Frø-afdeling, Morten Krogh.
Noget for noget
Men friskoleeleverne fik ikke bare frisk luft og ny viden ud af at bruge en lørdag på at samle agern til Morten Krogh.
HedeDanmark betaler nemlig eleverne for hvert kilo, de får samlet i løbet af weekenden.
Pengene skal være med til at betale en tur til København for de ældre klasser, hvor eleverne er blevet stillet i udsigt, at pengene fra frø-indsamlingen skal gå til at betale de ikke helt så faglige indslag på turen - eksempelvis en tur i Tivoli.
- Jeg håber, at denne weekend vil være begyndelsen på en årlig tradition, hvor skolen hjælper os med at samle agern. Jeg så, at elevernes biologilærer stak nogle agern i lommen, som de skal arbejde med i biologi-timerne i næste uge. Agern er store frø, som man nemt kan skære igennem og kigge på både frøhvide- og kim, fortæller Morten Krogh.
Hele kredsløbet
De agern, som MammenFri får samlet ind, går til Hjorthede Planteskole, hvor ejer Søren Iversen er begejstret for friskolens samarbejde med HedeDanmark.
Så begejstret, at han gerne selv vil bidrage til at eleverne får en endnu større forståelse for naturens kredsløb:
- Morten og jeg har talt om, at jeg gerne vil invitere eleverne ud på planteskolen om et år eller to, så de kan se, hvad de agern, de har samlet ind, er blevet til og tage nogle planter med hjem, som de kan plante omkring skolen. På den måde får de en forståelse for, hvordan naturen fungerer, siger Søren Iversen.
MammenFri regner med at kunne tredoble antallet af elever, der deltager i indsamlingen af agern næste år fra 30 til omkring 100.