Det blev til en 2-1-sejr på udebane mod Sønderup/Suldrup IK Frem for Bjerringbro IF.
Fodbold, playoffkampe serie 2 - serie 3: Efter en flot sæson i serie 3, hvor det kun blev til to nederlag, kunne Bjerringbro IF lørdag eftermiddag sikre sig oprykning til serie 2 med en sejr over Sønderup/Suldrup IK Frem.
En sejr var lige netop hvad det blev til for Bjerringbro, som efter at være kommet bagud i første halvleg sikrede sig oprykning takket være to mål efter pausen.
Bjerringbro startede ellers kampen godt, og var ovenpå i det første kvarters tid. Herefter udnyttede hjemmeholdet en overlegen fysik til at lægge pres på, og efter 29 minutters spil gav det pote, da det blev til 1-0.
Gæsterne gik egentligt til pause med en fin fornemmelse på trods af resultatet, og det skulle da også vise sig, at der var god grund til at være optimistisk.
Bjerringbro var igen i teten og to scoringer på fire minutter midt i halvlegen af Martin Vestergaard og Søren Emil Overgaard var nok til at vende kampen. Hjemmeholdet lagde pres på til sidst, men Bjerringbro afviste, og var faktisk tæt på 1-3, men dommeren fløjtede kampen af ved stillingen 1-2, og Bjerringbro-spillerne kunne juble.
- Vi er meget tilfredse med sæsonen, og ikke mindst de to playoffkampe i denne uge. Det er stærkt. Før sæsonen snakkede vi om, at vi gerne ville blande os i toppen, så det er fedt, at vi ender med at rykke op, sagde Bjerringbros træner Rene Jørgensen, før han skulle tilbage og feste videre med hele klubben.
Sønderup/Suldrup IK Frem - Bjerringbro IF 1-2 (1-0)
Fodbold, playoffkampe Serie 2 - Serie 3
Mål: 1-0: Ukendt spiller (29.), 1-1: Martin Vestergaard (58.), 1-2: Søren Emil Overgaard (62.)